Hellenistisk tid

Hellenistisk tid    

Kendetegnene ved hellenistisk tid er, at man nu i endnu højere grad begyndte at give skulpturerne et individuelt og følelsesladet udtryk. Man sigtede ikke længere efter at udtrykke ophøjet ro, men at vise forskellige stærke følelser som glæde, sorg eller smerte. Skulpturerne blev i hellenistisk tid langt mere dynamiske, og man eksperimenterede med at vise bevægelser. Kunstnerne var nu blevet i stand til at vise kroppe i forskellige bevægelser, og de begyndte at lave mennesker i forskellige aldre og livssituationer, og ikke bare det idéelle menneske. Man lavede ikke kun skulpturer af det unge, smukke menneske, men nu også ældre mennesker eller på anden måde mennesker i ikke-idéelle situationer. Man begyndte at kunne lave hele skulpturgrupper med flere mennesker, og ikke kun et enkelt eller få mennesker. Skulpturerne i hellenistisk tid havde ofte et meget voldsomt udtryk, for eksempel store muskler og forvrængede ansigtstræk. Der er tale om en høj grad af menneskelig realisme.

Afrodite forsvarer sig mod Pans tilnærmelser

Ovenstående skulptur består af tre guder/guddomme: Afrodite, Eros og Pan.

Marmorskulpturen er fra ca. 100 år f.kr, og den er udstillet på Nationalmuseet i Athen.

Afrodite er elskovens gudinde i græsk mytologi. Eros er en græsk guddom, som betyder længsel og er ofte forbundet med erotik. Pan er hyrdens og dyreflokkens gud. Pan associeres ofte med det drilske element, og han har næsten altid haft en kraftig erotisk eller seksuel betydning.

Man kan tydeligt se, at Afrodite dækker for sine kønsdele med hånden, og at Pan forsøger at fjerne hendes hånd. Der er kommunikation mellem de forskellige elementer i skulpturen. Skulpturen er derfor præget af dynamik, idet der er en del bevægelse. Eros forsøger enten at skubbe Pan væk fra Afrodite eller at trække ham tættere på hende ved at holde om hans horn. Da skulpturen er meget præget af erotik og seksualitet, kunne man fristes til at tro, at det var det sidste. Afrodite står med en sandal i hånden, som hun truer Pan med. Dette virker dog ikke særlig truende, da hendes kropsprog og ansigtsudtryk ikke ligefrem skriger ubehag, frygt eller ”ulyst”. 

Venus Fra Milo Eller Afrodite Fra Melos

Venus fra Milo er en berømt antik statue fra hellenistisk tid. Statuen har en højde på 203 cm, er lavet af marmor og dateret til at være fra omkring 130 f.v.t til 100 f.v.t. Skulpturen blev fundet på øen Melos i 1820, men kan i dag findes på Museet Louvre i Paris.
Statuen illustrerer kærlighedsgudinde Afrodite (som romerne kaldte Venus). Hendes arme og sokkelen, som hun var placeret på, er gået tabt. Man mener, at hun i venstre hånd har haft et æble, hvilket vil gøre statuen til en reference til æblestriden (et æble blev kastet mellem gudinderne Afrodite, Hera og Athene, og æblet skulle gives til den skønneste gudinde. Pares blev valgt til at udvælge den skønneste gudinde og han valgte Afrodite. Som tak gav Afrodite ham Helene, hvilket startede den Trojanske Krig).

Afrodites stilling er ikke dramatisk som mange andre hellenistiske skulpturer, men den er dog stadigvæk dynamisk: Hendes hofter er drejet, så overkroppen er i profil relativ til benene, man kan tydeligt se, at hun lægge vægten på sit højre ben, mens det venstre løftes, og bevægelsen forplanter sig i hendes torso, hvor højre side forkortes. Umiddelbart ser det også ud til, at hun står i kontrapost. Det løftede venstreben gør også skulpturen mere rummelig.

Afrodites nedre halvdel er iklædt et klædestykke, der er rig med folder - Især om livet. Der er ikke tale om våddraperi, hvor klædet sidder tæt om kroppen, som det måske ville have gjort, hvis statuen var fra senklassisk tid, men snarere er der en realistisk tæthed, dog med mange, kunstneriske folder.

I ansigtet finder man ikke et udpræget, dramatisk udtryk, som man ville forvente fra en hellenistisk statue. Til gengæld udtrykker Afrodite en ophøjet ro og stilhed man snarere vil finde i højklassisk tid.  

Den Farnesiske Tyr

Den farnesiske tyr er en skulpturgruppe fra slutningen af det 2. århundrede f.v.t. (eller måske 1.åhr e.v.t, men vi håber den er fra hellenistisk tid…). Med dens højde på over 3,65 m og en bredde og længde over 2,89 m, så er skulpturgruppen en af de største antikke kunstværker fundet. Skulpturgruppen af marmor, der er udhugget af en (!) blok, blev udgravet i 1546 i Rom. Den kan i dag finde på Museo Archlogico Nazionale i Napoli.

Skulpturgruppen illustrerer myten om Dirke, der som tante til to sønner af Zeus,  Amphion og Zethus, der som straf, da hun forsøgte at dræbe sønnernes moder, Antiope, bliver bundet til hornene på en tyr.

Skulpturgruppen giver udtryk for en yderst dramatisk scene, hvor en af mændene har taget tyren ved hornene, mens den anden mand med et reb (!) hiver i tyrens hoved. Imens Holder Dirke en arm op over sig for at beskytte sig selv. Bagerst står Antiope.
Skulpturgruppen har udpræget hellenistiske træk, hvor den fornemste er den dramatikken og dynamikken i den illustrerede scene. De to mænd er klart i bevægelse med vredne kroppe, og Dirke er henkastet på gulvet, liggende med armene foran sit ansigt. Den mest statiske person er Antiope, der står i baggrunden. Manden, der har fat om tyren horn har også et klæde med mange folder lagt over skulderen, der blafrer pga. bevægelsen han udfører. 

Ansigtstrækkene er også fulde af følelser, der også afspejles i personernes handlinger. De to mænd har sammenbidte ansigtsudtryk, der skyldes vrede og/eller anstrengelse. Samtidig har Dirke et forskrækket udtryk i form af udspilede øjne, hvilket passer sammen med hendes dækken af sig selv.

Nike fra Samothrake

Skulpturen af Nike, der er lavet af marmor, er fra omkring år 200 f.v.t. Skulpturen har en højde på 2,45 m, hvilket gør den større end det gennemsnitlige menneske, og man kan finde statuen på Louvre i Paris.

Skulpturen illustrerer sejrsgudinden Nike, der er kendt for sine vinger. Hovedet og armene er manglende, men man formoder, at hun har holdt en trompet.

Hendes stilling er dramatisk - Nike lægger vægten på sit højre ben, mens venstre ben er sat bagud (vingerne også). Dette giver dybde til statuen. Samtidig skyder hun også brystet fremad, der også gør den mere dramatisk og dynamisk.

Nike er iført et klæde, der folder enormt meget omkring benene og hofterne. Det sidder også meget tæt på kroppen, så tæt, at man kan se igennem stoffet. Dette skyldes, at vind blæses ind på hende, så det sidder tæt. Dette våddraperi er ikke et specifik træk fra hellenistisk tid, men skyldes situation, og ønsket om at illustrere en situation realistisk er et hellenistisk træk.

Nike statuen er generelt meget naturtro: Hendes krop, velformet, velproportioneret og udpræget feminin. Hun har dog også sine karakteristiske vinger.