Sen klasssisk tid

Senklassisk tid

Periode optræder i tiden 400 - 323 f.kr. Denne periode kommer efter den Peloponnesiske krig og Alexander den Stores død i 323 f.kr. Athen taber den Peloponnesiske krig til Sparta. 

Senklassisk tid havde forholdsvist samme stil som højklassisk tid, bortset fra nogle ting. Mandekroppen blev nedtonet i forhold til muskulaturen og blev mere elegant. Håret bliver endnu mere detaljeret og livsagtigt, idet at det blev indhugget i stedet for indridset. Kontrapost stillingen er der stadig, mens ansigtet har ændret sig lidt. Det er blevet mere åbent og følelsesrigt, det gjorde skulpturerne mindre indadvendt og lukket. Hovedet bliver gjort mindre end før, så den nu kun er ca. 1/8 af højden. Noget andet der ændret sig fra højklassisk tid til senklassisk tid var at der pludselig ikke kun var en enkelt person længere. Det kan vi se på skulpturen ”Hermes med dionysosbarnet”, hvor der bliver skabt en slags kommunikation mellem Hermes og barnet. I det hele taget blev der gjort mere plads til følelser og bløde ansigtstræk. Det var også i senklassisk tid, at protræt blev en ting. Grunden til dette, var fordi at kunsterne satte mere fokus på individet og dets personlige karaktertræk. Der blev mere interesse for at afbilde historiske personer og det var ikke længere evigtunge mennesker som man lavet skulpturere af.

Krigene: Athen tabte den peloponnesiske krig (431-404 f.Kr.) til Sparta, som samtidigt betød demokratiet blev erstattet af oligarkisk styre. Det varer dog ikke så lang tid, da de 30 tyranner havde nogle stridighederne indbyrdes og demokratiet vendte tilbage. I perioden 404-338 f.Kr var det græske området styret af 3 bystater. Først var det Sparta der havde magten, derefter Theben og til sidst var det Makedonien. Efter at kong Filip af Makedonien havde besejret grækerne i 338 f.Kr blev grækerne nu en del af det forbund som kong Filip styret. Kong Filip døde i 336 f.Kr og hans søn Alexander den store overtog magten. Det gjorde han rimelig godt, for han fik udvidet det græske rige til at omfatte Ægypten og store dele af Mellemøsten. Da han døde i 323 f.Kr betød det samtidigt en opløsning af hans rige.    

Skraberen 

Lysippos’ Skraberen er fra ca. 320 f.kr. Han forestiller en veltrænet og velproportioneret idrætsudøver, som renser sin hud, efter han har dyrket sport. Skulpturen er realistisk, hvor både muskulatur, ansigt og hår er meget detaljeret. Ansigtet udtrykker mildhed og følelse. Denne skulptur adskiller sig fra andre skulpturer, idet at den har en rynke i panden. Kroppen er atletpræget, mindre firkantet og mere elegant. Dog er skulpturen stadig præget af tidligere perioders stiltræk.

Eirene og Ploutos

Denne skulptur der ses nedenfor er fra senklassisk tid. Man kan se, at der er lavet flotte folder i hendes kjole, men der er ikke lige så mange og overdrevne folder, som man ofte lavede i højklassisk tid. Nu ser det mere naturligt ud, og stoffet ser også mere virkelighedstro ud. Hendes ansigt er stadig forholdsvist udtryksløst, men nu er der mere kommunikation i billedet, det kan man se mellem hende og barnet. Hun stirrer ikke tomt ud i luften, hun kigger kærligt på barnet. Samtidig rækker barnet hengivent ud imod kvinden. Hengivenhed er netop også et kendetegn ved senklassisk tid.

Der er ikke det samme wetlook som i højklassisk tid, men dog kan man godt fornemme hendes ene ben under stoffet. Generelt ser skulpturen meget naturlig og virkelighedstro ud, både med tøjet og kroppen.

 Hermes & Dionysos

Statuen illustrer guden Hermes med et spædbarn, der skal forestille Dionysos. Statuen er 2 m og 13 cm høj, er lavet af marmor og er fra omkring år 350 f.v.t. Statuen kan findes på det Arkæologiske Museum i Olympia.

Som en senklassisk statue, så bygger den videre på elementer fra den højklassiske tid, men der er dog selvfølgelig også afvigelser.
Først nævnes trækkene, som er fælles for den senklassiske tid og højklassisk tid. Som det første kan nævnes statuens realisme: Kroppen er realistisk proportioneret, musklerne (og knæene) er formede og ikke indridsede og tydeligt geometriske, dog er musklerne ikke så store som i højklassisk tid. Samtidigt er håret også mejslet dybere, hvilket gør håret mere realistisk. På hovedet, der er i profil, kan der ses relativt store øjne (i forhold til munden) ved omkring midten af ansigtet, der har veldefinerede øjenlåg. Fra panden til næsen går der en ubrudt linje.
Statuen står også i kontrapost: Hermes lægger vægten på sit højre ben, og bevægelsen forplanter sig op i hoften, hvor højre side forkortes. Samtidig danner skuldrene en linje, der ikke er parallel med linjen skabt af hofterne.
Støtten, som Hermes hviler sin arm på, er dækket af et draperi med mange, dybe folder. Stoffet er til for at dække for den ellers kedelige støtte, samtidigt med at draperiet er til for at vise kunstneres evner.

Statuen er dog ikke fra højklassisk tid, men fra senklassisk. Dette kan ses på den langt mere dynamiske stilling, hvor Hermes løfter sin arm, ansigtsudtrykket er mere afslappet end i forhold til den højklassiske strenge stil, og der er udtryk en intimitet mellem Hermes og Dionysos, der kigger på hinanden.